Carsten Frank er et barn af de tidlige 50’ere opvokset i trygge, borgerlige rammer i Silkeborg, en barndom med Solgryn, farvede stanniol-kapsler på mælkeflaskerne og om sommeren den øverste flødeprop på mors hjemmelavede jordbærgrød. Hans far havde en »hule«, et kælderrum, hvor der duftede af oliefarver og terpentin. Her dyrkede han sin lidenskab for maleriet, og her blev Carstens interesse for kunsten vakt. Dertil kom også turene rundt i landet med faderen, der dyrkede sit maleri i stilhed. For det skiltede man ikke med, når man tilhørte byens bedre borgerskab, så Carsten Frank blev af sin far ført ud til steder, hvor de kunne være sig selv. Først var der egnene omkring Silkeborg, skovene og Gudenåens bredder, senere var Mors et af udflugtsmålene, og her blev der af dem begge blandt andet malet landskaber og køer. Inspirationen fra nordjyder som Svend Engelund og Johannes Hofmeister var indlysende. På disse ture blev der knyttet tætte bånd mellem far og søn i et intimt fællesskab med samtaler om kunsten og dens væsen som det helt centrale omdrejningspunkt.
Det var dengang. Faderens karriere forblev lokal, Carsten Frank søgte ud, og han har sammen med sin hustru Karin i snart 20 år delt tilværelsen mellem den spanske Solkyst og Silkeborg. Men en længsel efter barndommens land, efter noget uberørt, bragte ham tilbage til Mors, hvor han og Karin for få år siden erhvervede fritidshus i Skallerup. Ikke at tiden står stille på Mors et stenkast fra Limfjorden og med udsigt til Thys Skyum Bjerge, men kunstneren fandt alligevel en anden ro i disse fredelige omgivelser langt fra alfarvej og Silkeborg eller den Solkyst, hvor »fremskridtet« og de seneste 20 års byggeboom til tider har gjort tilværelsen ganske hektisk.
I Skallerup er det anderledes. Noget byggeboom kan der ikke tales om, selv om fritidshuset er blevet bygget om og sat i stand. Men det ændrer ikke ved den mentale tilstand Carsten Frank oplever mellem markerne, de stejle skrænter og Limfjordens stenede strande på den »yderste pynt i Danmark«, som han selv kalder sit Skallerup. Ikke at Carsten Frank ikke hørte efter i geografitimerne, men i overført betydning er Skallerup blevet hans livs yderste pynt, hvortil han kan trække sig tilbage og overskue verden.
Kunstnerens tilbagevenden til Mors aflæses også i billederne. Efter 30 år uden en eneste ko på staffeliet, har han atter ladet sig fascinere af dette stoiske dyr, som naboen Martin Jørgensen leverer i overflod. Så »Martins køer« er blevet en fast del af Mors-motiverne, ligesom det traditionelle, genkendelige landskabsmaleri er vendt tilbage. Steder som Mårbjergvej, Vildsund, Skallerup og Rovvig optræder nu i titlerne på Carsten Franks malerier.
Som nævnt er det ikke første gang Carsten Frank maler køer. Men de har udviklet sig, er blevet rundere og fastere i formen. I ungdommens malerier optrådte de som staffage i landskabet og som elementer i kompositionen. Nu er de rykket ind i centrum, er blevet selve motivet slet og ret.
Egentlig var det slet ikke meningen, at Carsten Frank ville male naboens køer. Men stille og roligt blev han mere og mere optaget af disse smukke og rolige skabninger, og efterhånden blev køerne til en lille besættelse. Carsten Frank blev fascineret af den måde koen står på, går på eller ser på. Den er bare sig selv, fuldstændig naturlig, og sammen med køerne følte Carsten Frank sig i pagt med naturen. Sammen med dem forsvandt begreber som finanskrise, terror og den globale opvarmning. Her var kun det oprindelige tilbage; køernes drøvtyggeri, en flue i kokassen og den stille sommervarme, der omsluttede maleren og hans motiv.
Carsten Frank ser også det monumentale i koen - som klippefaste monumenter på marken. Han er optaget af den smukke form, »klumpen«, som mange billedhuggere i tidens løb har talt om, og den mentale sindighed, der er så langt væk fra tempoet og den evige hurtighed, der ikke kun præger nutidsmenneskets dagligdag, men også kunsten. Som en modvægt mod dette opfatter Carsten Frank naboens mark med dens køer og enlige tyr som en folkets skulpturpark midt ude i det danske landbrugsland. Som Henry Moore kunne have befolket en bypark med sine stærke monumentale værker, står køerne som naturlige installationer i landskabet.
Denne fascination af koen har Carsten Frank dyrket i al slags vejrlig - når solen stod højt på himlen, om morgenen, når disen stadig lå over Limfjorden, om aftenen, når solen var på vej ned bag Thys krumme ryg ovre på den anden side af vandet, eller når det blå måneskinslys kastede svage natlige skygger bag køerne. Hver morgen, hver dag og hver aften stillede dyrene sig roligt i positur og gav maleren uanede indtryk. Former og farver vekslede, og Carsten Frank malede dem.
I starten kæmpede han faktisk imod. At male køer var gammeldags og gjort før. Hvorfor gå tidligere tiders ko-malere som Philipsen og Lundbye i bedene, for kunne det gøres bedre? Næppe, men det kunne gøres anderledes og nutidigt, og efterhånden gav Carsten Frank pokker i alle forbeholdene. For han måtte ganske enkelt male køerne. Det var som en drift, der ikke kunne styres.
Dybest set var det ikke Martins køer Carsten Frank hengav sig til. Helt overordnet overgav han sig til sit eget romantiske livssyn i et fuldstændig ærligt og ligefremt maleri uden nogen form for bagtanker. Billederne af naboens køer er derfor ikke kun skildringen af det sete og den enkelte ko, men en erklæring om, at vi i naturen finder den største kraft af alle. Billederne er derfor glædesbudskaber, en tilbagevenden til den tilstand af ro og balance han som ung oplevede i det kunstneriske samvær med sin far. Carsten Frank har nu turdet give sig selv det rum tilbage, hvor skønheden er.
Der er tale om en proces, som har været længe undervejs. De senere år er hans kunst blevet mere og mere »gammeldags« - fra det abstrakte til det figurative. Fra det politisk korrekte maleri, der kulminerede med billederne fra New York efter terrorangrebet den 11. september, til køerne på Mors, er der unægtelig et stykke vej og en menneskelig udvikling. Hvert billede er malet i sin tid og under indtryk af de ydre betingelser, men hvert eneste maleri afspejler også det punkt kunstneren har nået i sin egen livscyklus. Som jeg ser det udtrykker køerne, at Carsten Frank er blevet ældre, og at livet har fået en ny dimension. Hans mor døde for en del år siden, hans far er nu højt oppe i årene og svækket af sygdom. Det må nødvendigvis påvirke et følsomt menneske som Carsten Frank, der altid har stræbt mod livets sande værdier. Derfor har skønheden også ligget dybt i hans maleri, både i de abstrakte og mere politiske billeder, og enkelte har tidligere kritiseret ham for det. Carsten Frank var ikke vred nok, ikke skarp nok, ikke politisk nok, mente nogle. Så han har altid stået mellem skønheden og tidens krav, der ville noget andet. Måske har han ligefrem følt sig lidt klemt?
Dette åg har han nu lagt fra sig. Tydeligt var det sidste år, da en rejse til Sverige resulterede i en række meget smukke landskabsmalerier af store skove og røde træhuse. Banalt ville nogen sige, ægte mente mange af os andre, fordi vi i disse billeder sporede den livs- og maleglæde, som Carsten Frank som menneske er eksponent for. Det samme går igen i hans nye billeder, der ud over køerne på marken rummer kystbilleder fra Mors og Thy og landskaber, ikke mindst træer, fra Silkeborg.
Mange års ophold i Spanien kunne have givet ham et forhold til sit andet fædrelands køer. To gange har han ladet sig friste til at gå til tyrefægtning. Det har været to gange for meget, for det siger ham intet, og han finder optrinnet væmmeligt. Så foretrækker han en god spansk drue, måske »den med tyren«...
Køerne på de nye lærreder er altså danske, og de er ikke uden liv og temperament. Han lader nogle af dem stirre publikum midt ind i øjnene, han maler de stærke kontraster i »de blå køer«, og han lader dem bevæge sig ud af billedet eller hen imod os. Det er altså langt fra den evige stilhed Carsten Frank skildrer, men også selve livet; koens liv og dermed naturens. Koen er i live og blevet ét med det fredfyldte liv i kontrast til det hektiske og pulserende, som i mange år har været en del af kunstnerens tilværelse.
Selv mener han, at den aktuelle økonomiske krise kommer til at ændre meget mere ved tilværelsen, end vi endnu er klar over. Carsten Frank spår, at vi står på tærsklen til en ny renæssance, hvor vi vil vende os mod pengebrunst og tingstyranni og søge helt nye værdier. Det gælder livet generelt, hvor det gode liv ikke nødvendigvis er ensbetydende med den »rigtige« adresse, store biler, motorbåde og rejser kloden rundt flere gange om året. Og det kommer til at gælde kunsten, hvor det med Carsten Franks egne ord forhåbentligt snart er slut »med nonsenskunst, hvor man hænger tre blå sokker og en rød op på en snor!« Det er udtalelser som denne han risikerer at få hug for, og for et par år siden havde han måske holdt anskuelser som disse for sig selv. Men også det er udtryk for den udvikling, som Carsten Frank har været igennem. Det handler ikke længere om at behage og please sine kolleger, men at være grundlæggende ærlig. Derfor skal der set med Carsten Franks øjne gives plads til det genkendelige og naturlige i billedkunsten. Det sker i en ydmyg erkendelse af, at ingen kunstner skaber isoleret, men at de alle står på skuldrene af dem, der gik forud. Denne respekt for forgængerne har Carsten Frank, og det er derfor han nu har fået modet og kastet sig ud i at gengive motiver, som for længst syntes opbrugt. Men når de andre kunne, kan Carsten Frank vel også? Og med den erkendelse i malerkassen har han endeligt givet slip på konventionerne og taget sig friheden til at være romantisk og banal og »bare« male naturen.
Og kan man dybest set male noget større?
Steffen Lange
Chefredaktør
Midtjyllands Avis, Silkeborg
