Byen er et spejlbillede af det menneskelige kaos. Som en canyon skærer gaderne gen-nem sindet, og som en forkastning bryder oplevelsen løs.

Byen, der har voldtaget land-skabet og slået sit offer ihjel, lever og vokser ustraffet videre. Det er vores dybt alvorlige legeplads, hvor liv og død er roller i hverdagens skuespil.

Alligevel er portrættet af byen smukt, og fornemmelsen kan være både varm og poetisk - som kold og kynisk. I overført og bogstavelig betydning.

Byen er i stadig bevægelse og kan ikke holdes fast i et løgn-agtigt, kedsommeligt fotogra-fi. Byen lader sig kun muligvis portrættere, hvis man giver plads for bevægelsen og den bankende puls.

Støjen sidder i byens hjerte, og uroen fortager sig lang-somt ud over byens landskab og videre til de åbne marker.

Og her sidder sjælen - byens og vores sjæl.

Det bliver holdepladsen for livskundskab og evnen til igen at kunne sanse.

I et lynhurtigt sekund kan man vende sig med ansigtet mod byen og aflæse dens hemmelighed. Billedet bliver sløret, men kontrasterne til-strækkelig skarpe til at kunne se det mærkelige liv derinde. Det forunderlige eksperiment i et mylder af farver og sære lyde.

Men byen drager og sender os i kredsløb gennem de åbne årer og smalle sprækker. Vi aflejres på vilkårlige steder og betingelser og holder fast, så godt vi kan, i troen på det forunderlige syn, vi så. Indtil vi endelig rives løs og glider med ud igen som flydende la-va fra en rasende vulkan.

Der, hvor oplevelsen og for-nemmelsen af byen stivner igen, bliver vi mindet om af-hængigheden og gør os klar til at prøve forfra.